Værdigrundlag
Værdigrundlag
Hvorfor har vi overhovedet et værdigrundlag?
Ifølge loven skal alle efterskoler arbejde ud fra et værdigrundlag, som de selv vælger. Alle skoler skal offentliggøre deres værdigrundlag. Det gør vi her.
På Odsherreds Efterskole driver vi skole på et fælles værdisæt, som vi hver dag arbejder på at føre ud i livet. Værdierne er baseret på vores historiske rødder og på det helt særlige landskab i Odsherred, som vi er en del af.
Værdigrundlaget er skrevet gennem 2023 og 2024. Det udtrykker skolens ønske om at skabe en lysere fremtid, at se dybere i det enkelte menneske og verdens fænomener samt det at leve og trives i en foranderlig verden.
EN DRØM OM EN LYSERE FREMTID
Odsherreds Efterskole er skabt af en drøm om en lysere fremtid. I det nære mellem mennesker, i samfundet og i verden.
En fremtid hvor den enkelte kan finde sin plads i fællesskabet. Hvor vi aktivt rummer hinanden og støtter det gode. Hvor vi kan finde vej gennem det svære sammen.
Vores drøm rækker ud over os selv. Den spejler sig i mødet med andre mennesker, hvor end vi møder hinanden på tværs af grænser og skel.
ET BLIK UNDER OVERFLADEN
Det enkelte menneske rummer altid mere, og har i sig kimen til en ny begyndelse. Vi ønsker at se under overfladen og ind i den enkeltes historie og kvaliteter. Det hele menneske kan folde sig ud, når vi åbent og med omsorg ser dybere og giver plads.
Verdens fænomener vokser også, når vi undres og undersøger i dybden. Så bliver vi klogere på alt det, vi hver især og sammen kan gøre. Viden styrker den enkelte og giver fællesskabet nye muligheder, når den omsættes i indsigt og handling.
På vores rejser forsøger vi også at se under overfladen. Vilkår kan være forskellige, men der er altid mere, der samler os som mennesker end skiller os ad.
Vi er alle en del af et større fællesskab fra det lokale til det globale.
ET LANDSKAB I FORANDRING
Verden er i forandring, og verden kan forandres.
Det kræver vedholdenhed og fælles retning at nå sine mål. Det giver personlig sikkerhed at blive ved. Det giver fællesskabet muligheder.
Kun ved at prøve, fejle og rejse os igen, kan vi sammen ændre vores egen og fællesskabets landskab og horisont.
Det har andre gjort før os. Sådan vil vi også gå ind i livet og verden med hinanden.
Vi tror på en lysere fremtid i fællesskab.
Værdigrundlaget er både et pejlemærke for ledelsen af skolen og et fælles inspirationspunkt for medarbejderne.
Vi ønsker at se det enkelte menneske som mere end udseende, status og overflade.

