Fremtidens globale entreprenører

En helt ny måde at bruge din 10.klasse på!

For på OE Business vil vi forme fremtidens globale entreprenører. Vi vil koble din 10. klasse sammen med gymnasiefag, business-fag og med real-life business adventures på destinationer rundt i verden. Vi vil gøre vores elever til virksomhedsejere. Globale iværksættere.

Vi vil lære dem at se vækstmuligheder. Lære dem, hvordan man går fra idé til forretning, begå sig internationalt, koble global ansvarlighed med forretningsmuligheder. Det er real-life. Det er OE Business. Det er for en ny generation af globale iværksættere.

Se mere nedenfor

OE Business. - for en ny generation af globale iværksættere

Brug dit 10. skoleår på OE-Business og få det hele med - og meget mere!

På OE Business får du:

  • En 10-klasses prøve i dansk, matematik og engelsk
  • Mindst to business-relaterede fag afsluttes med gymnasiets C-prøve
  • Mulighed for at tilvælge Cambridge Global Perspectives og Cambridge English

Men det vigtigste er, at du på OE Business har fået internationale forretningserfaringer, real-life. Du har fået vækket din indre entreprenør og iværksætter. Du får førstehåndserfaringer med at drive vækstvirksomheder og du har set mulighederne, mærket frustrationerne, blevet overvældet af virkeligheden - men du har lært at takle udfordringerne, én for én.

Du er blevet iværksætter!

Men vi advarer dig: har du først fået smag for at starte og drive virksomheder, er du først blevet smittet af mulighederne i en globaliseret verden - så slipper du det aldrig!

For nu ser du forretningsmuligheder overalt, og du ved hvad der skal til for at gøre dem til virkelighed. Og hele verden er blevet din arbejdsplads.

Informationsmøde

Det er en stor fornøjelse at kunne invitere til informationsmøde for vores nye linje OE Business, som efter to års forberedelse gik i luften i august 2017.

Ring til os og aftal tid for en grundig information om denne spændende nye uddannelsesmulighed.

OE Business er en ambitiøs linje for elever med særlig interesse for iværksætteri, virksomhedsdrift, markedsføring , idéudvikling, international forretning, projektarbejde m.m.

Omdrejningspunktet er et real-life projektforløb, som eleverne laver i tæt samarbejde med fire udvalgte vækstvirksomheder i Uganda. Der er tale om spændende små virksomheder med et stort markedspotentiale, som eleverne på en direkte måde får muligheder for at forme, udvikle og måske endda opnå medejerskab af.

Med OE Business får eleverne deres 10. klasse + udvalgte businessfag fra EUX og hhx. Heri indgår mindst to fag på gymnasialt C-niveau som eleverne går til prøve i - men ikke mindst får eleverne personlige erfaringer med international virksomhedsopstart og måske et helt nyt syn på deres fremtidsmuligheder.

OE Business samarbejder med blandt andet Niels Brocks Iværksættergymnasie og en række spændende mennesker og organisationer.

Vi forventer ikke et særligt kenskab til iværksætteri og forretning, men en stor interesse og vilje til at indgå i et forpligtende, seriøst og ambitiøst samarbejde.

På informationsmøderne vil vi fortælle om virksomhederne, undervisningen, rejserne ud i verden, eksamener m.m., 

Kom og hør mere om dette helt nye og enestående uddannelsestilbud!

Tilmeld dig informationsaftenen på oe@oepost.dk 

 

Det konkrete indhold

OE Business er forankret i virkelighedens omskiftelige og uforudsigelige forretningsverden.Der kan derfor hurtigt ske ændringer i programmet, for vi er altid åbne når nye og spændende muligheder dukker op. Men hovedpunkterne ligger fast:

  • Du vil blive knyttet til en vækstvirksomhed i Afrika, og så vidt det er muligt, få tilbud om medejerskab
  • Du vil arbejde med at forstå virksomhedens produkter, markedsvilkår, udfordringer, muligheder og økonomi
  • I januar vil du bruge tid på virksomheden i Afrika. Skabe et personligt forhold til ejerne, forstå virksomhedens sjæl, muligheder og vækstbetingelser – og din opgave vil være klar: at identificere og skabe nye muligheder for vækst!
  • I marts/april går din rejse til Californien, til Iværksætteruniversitetet i San Diego, hvor du følger workshops omkring Crowdfunding, Innovation og virksomhedsledelse, du sparrer med universitetets professorer og du indgår i et  fascinerende Incubator-miljø med unge der allerede er i fuld gang med deres første, anden eller tredje virksomhed. Og så bliver der naturligvis også tid til et smut til Mexico og få en rigtig Taco. Du er forretningsmand - og du har verden som din arbejdsplads!
  • Tilbage i Danmark skal mulighederne finpudses inden de fremlægges på en videokonference for virksomhedens ejere og for mulige investorer

OE Investeringsfond årgang 17/18

Vi vil hvert år arbejde på at oprette en investeringsfond som alle elever og forældre på årgangen kan skyde penge ind i, alt fra 100 kr. og opefter.

Ved årets afslutning vælger vi hvilket af de fremlagte projekter som investeringsfonden vil skyde kapital ind i. På den måde fortsætter forretningsmulighederne langt ud i fremtiden.

Praksis

Bortset fra at eleverne på OE Business har et særligt undervisningspor og rejseprogram, er der ingen som helst forskel i forhold til skolens øvrige elever. Man er helt og fuld OE-elev og hverdagen, livet på skolen og alle interessefag og aktiviteter deler du med alle de andre elever.

De lærere som underviser på OE Business har en helt særlig baggrund, udover deres læreruddannelse:

Christine er uddannet på universitetet med tillægsuddannelser i karriereudvikling og en mastergrad i projektledelse fra RUC.

Susanne er uddannet i den finansielle sektor, hvor hun har arbejdet gennem flere år.

Birgitte er uddannet økonom med speciale i organisationsudvikling og har gennem flere år arbejdet i medicinalindustrien i Schweiz.

 

Entreprenør: OE Business giver unge en værdifuld begynder-værktøjskasse og første erfaringer

Programmet for OE Business er som taget ud af mit entreprenørhjerte. De unge får mulighed for at gøre sig en masse erfaringer i Uganda og snuse til forretningsverdenen – og få nogle knubs – samtidig med at det foregår under kontrollerede forhold. Jeg ville ønske, jeg havde haft samme form for guide, da jeg startede.

Sådan siger den internationale entreprenør Anders Østerballe. Han grundlagde i 1996 ScanTech International Ltd, der leverer intelligente rørsystemer til vand, olie og gasindustrien og har hovedkontor i Hongkong samt kontorer i Randers, Indonesien, De Forenede Arabiske Emirater, Mexico, England og Nigeria. I august 2017 begyndte hans datter på Odsherreds Efterskole, og han er begejstret for, at skolen sætter fokus på internationalt entreprenørskab.

- De unge har brug for en solid værktøjskasse i form af uddannelse, viden og erfaring – og det giver OE Business dem startersættet til. Som iværksætter tager du kalkulerede risici, men jo mere viden du har, jo mindre bliver risikoen, forklarer Anders Østerballe, der blandt andet har måtte genopfinde sit eget firma tre gange, fordi markedet og konkurrenterne ændrede sig, og først som 42-årig tog en MBA.

- Jeg plejer at sige, at jeg ville være adskillige millioner kroner rigere, hvis jeg havde taget min MBA 20 år tidligere. Så havde jeg undgået mange fejl. Og derfor er det så værdifuldt, at Odsherreds Efterskole tilbyder de unge både faglighed og erfaringer fra det virkelig liv, så de så tidligt som muligt begynder at udforske deres muligheder.

Økonomi

OE Business er en unik blanding af efterskole, gymnasie, Business-fag, rejser og internationale erhvervserfaringer. Det er det første og eneste af sin slags i Danmark.

OE Business arbejder sammen med EUX-Business i Holbæk og med Iværksættergymnasiet Niels Brock i København.

Prisen svarer til et almindeligt efterskoleår på Odsherreds Efterskole. Og det er, i al beskedenhed, en yderst rimelig pris!

Hvad venter vi på – hvor kan man melde sig til?

Startskuddet har lydt, vi er allerede i fuld gang og interessen for denne nye mulighed er stor. Vil du sikre dig en plads på holdet fra august 2018, så tøv ikke for længe. Tilmeld dig med det samme - eller tilmeld dig en informationsaften på Odsherreds Efterskole!